Startside Indhold Søg  

Pensionist Idræt  Medlem af Danmarks Gymnastik Forbund under Danmarks Idræts-forbund

Nyt fra bestyrelsen Om Pensionist Idræt Her finder du os Vores aktiviteter Send en besked Nyttige links  

Op København Frederiksberg Om Yoga og Qi Gong Oplev os i billeder

 

    Vores aktiviteter

Gymnastik
Motionsgymnastik kan være mange ting: Lige fra stille og rolige øvelser, hvor lærerne sørger for at der trænes bevægelighed, styrke, balance, koordination og kondition, til gymnastik hvor tempoet og sværhedsgraden er forholdsvis varierende. Til en del af øvelserne bruges diverse redskaber. Gymnastikken afvikles til levende musik. Udover gymnastik tilbyder vi Pilates - Qi Gong - Yoga. Godt humør og hyggeligt samvær kendetegner vore hold.

Nyt godt Nærmotionstilbud
Motionstilbuddet henvender sig til mindre mobile, som ønsker at dyrke motion. Træningen indeholder opvarmning, styrketræning, balancetræning og bevægelighedstræning. Stående, gående og siddende øvelser - alt efter deltagernes fysiske formåen.

Svømning
For at deltage i svømning hos Pensionist Idræt. er det ikke en forudsætning, at man kan svømme. Vi tilbyder begyndersvømning, svømning for øvede og arbejde i vandet med vandgymnastik.
Erfaringen viser, at vandgymnastik er den form for idræt, som især egner sig for mindre mobile deltagere, da det i svømmebassinet er muligt at lave øvelser, som er sværere at udføre på "landjorden". Til vandgymnastik anvendes redskaber, der er med til at koordinere og styrke kroppen.

Badminton
Selvom badmintonspillet først blev præsenteret i Danmark i 1925, fik det hurtigt mange tilhængere - og med god grund. Badminton er et populært spil, hvor alle kan deltage. Spillet med fjerbolden er meget fascinerende, som selv deltagere uden forudsætninger kan få stor glæde af.
 

Billard
Billard er spillernes spil, der kræves en rolig hånd, koncentration, fantasi og overblik. Nogle betragter ikke billard som en idræt, fordi man ikke får "sved" på panden, men tag ikke fejl af, at når man har gået rundt om bordet i 2 timer, kan man blive endog meget træt.
Vi spiller i Grøndal Centret på 4 borde, de 3 er til keglebillard, og det 4. er til carambole.
Der er 4 deltagere på hvert bord, så billard er i høj grad et socialt spil. Billard har altid været betragtet som et decideret "mandespil", men der er intet til hindring for, at også kvinder kan dyrke spillet omkring det grønne klæde.

Bowling
Bowling har i de senere år fået en enorm succes. Det er et rigtigt familiespil, hvor mænd og kvinder kan dyste med hinanden på lige vilkår.
Vi har baner i Grøndal centret, i Bryggens Bowling Center og i Rødovre Bowlinghal. alle steder er der automatisk keglehejsning og elektronisk markering. Udenomsforholdene - tilskuerpladserne ved små borde -  er fortræffelige. Her kan man hvile sig mellem dysterne og følge sine modspilleres anstrengelser. Til spillet kræves specielle sko, der eventuelt kan lejes på stedet.

Dans
Dans er en dejlig aktivitet, hvor bl.a. konditionen opøves.
Linedance er dans, som danses på rækker, og ikke kræver partner. Seniordans, hvor vi danser kædedanse, kvadrilledanse, bossanova, og mange andre danse.

Kegler
Det gode gamle keglespil trives fortsat i bedste velgående, selv om det de senere år har fået en stærk konkurrent i bowlingspillet.
til forskel fra bowling spilles kegler kun med 9 kegler og banerne er væsentlig smallere end en bowlingbane. Der kan spilles med en stor eller en lille kugle, således at spillet både er for mænd og kvinder. det styrker koordination og koncentration af synet, bevægelse og muskler.
der er automatisk keglerejsning og elektronisk markering på vore mange baner. Kegler spilles kun i Grøndal Centret.

Pilates
Pilates er opkaldt efter Joseph Pilates, som udviklede denne gymnastik for mere end 90 år siden.
Det er øvelser der har til hensigt at styrke kroppens muskler, at få styrket de små muskler der støtter vores skelet, og målrettet at give deltagerne en bedre kropsholdning, styrke og smidighed. Der afsluttes altid med afspænding. Pilates træning kan ligne yoga, dog er der lagt væsentlig mere vægt på at styrke kropskorsettet som er vigtigt for at bevare eller optræne en stærk krop.

Qi Gong
Qi Gong er et flere tusind år gammelt system udviklet i Kina. Der er mange stilarter indenfor Qi Gong, da mange velstående familier i gamle dage udviklede deres egen måde at udføre øvelserne på. I det gamle Kina var det nemlig kun de velstående der fik lov til at få indblik i kunsten at lære de helbredende øvelser. I Kina er det meget almindeligt, at patienter også skal dyrke Qi Gong øvelser som led i behandlingen.
Qi betyder livsenergi og Gong betyder bevæge, træne, øve - altså at mestre øvelserne. Der vil blive undervist i 10 bevægelser -  det er stående øvelser, hvor de enkelte bevægelser virker ind på kroppens organer, kredsløb og styrker muskler og led. der fortælles undervejs om Qi Gongs filosofi og den videnskabelige forskning der foregår. Træningen foregår i langsomme bevægelser.
Qi Gong kaldes også selvhelbredelsens kunst.

Stabilitet/styrketræning
Det er aldrig for sent at begynde - ældre er lige så modtagelige for træning som yngre er.
Styrketræning kan medvirke til at ældre kan klare flere ting selv, samtidig med at risikoen for fald, benbrud og andre skader mindskes, idet teknik og koordination opøves. Endvidere forbedres muskelstyrke og kondition.

Stavgang
Stavgang er de senere år blevet en populær sport, som trænes af mange landet over. Måske fordi det er let at udføre og kan trænes af alle uanset køn og alder. Det kræver bare et par gode sko, og stavene - de kan lånes hos os - så er man i gang.
Stavgang træner hele kroppen, styrker muskler og skelet, det øger forbrændingen, fordi så mange muskler er involverede -  og det aflaster hofter, knæ og ankelled.
Endvidere opløser det spændingen i skuldre og nakke. Vi træner udendørs, får frisk luft og ej at forglemme, hyggeligt samvær med de øvrige på holdet. der afsluttes altid med strækøvelser.

Zumba
Som noget nyt tilbyder Pensionist Idræt Zumba, det er en sjov og spændende dansebaseret træning. Det er nemt at lære, samt en super effektiv motionsform med inspirerende musik.

Volleyball
Boldspil, hvor 2 hold med 6 deltagere på hvert hold dyster mod hinanden. Reglerne er tillempet vores målgruppe, således at banen der spilles på, er lidt større end en badmintonbane.
Nettet der deler banen er højere end til badminton, og bolden der spilles med er på størrelse med en håndbold, men betydelig blødere.

Yoga
Yoga er et gammelt system som stammer fra Indien. Der har de gennem årtusinder udviklet fysiske øvelser der motionere hele kroppen, de indre organer, det hormonelle system, vores skelet og muskler. Åndedræts øvelser til at skabe balance mellem krop og sind.
Det tilsammen giver sundhed og styrke både fysisk og mentalt. Denne yoga vi træner hedder hatha yoga og det betyder at forene, altså at forene krop og sind. I  øvrigt er yoga kendt for at skabe indre ro og balance.
Træningen foregår på måtte - liggende, siddende og stående. Der afsluttes med afspænding.