VEDTÆGTER
for den selvejende institution
PENSIONIST IDRÆT
København / Frederiksberg
Stiftet d.16.2.1966
I Institutionen og dens formål
§ 1 Pensionist Idræt er en selvejende institution med det formål
at aktivere ældre pensionister gennem gymnastik, svømning, boldspil
og andre legemsøvelser. Ved kontakt og samarbejde med andre
organisationer, der bl.a. har til formål at varetage pensionistens
forhold, søges Pensionist Idræts interesser varetaget bedst muligt.
§ 2 Institutionens hjemsted er Stor – København.
§ 3 Institutionens myndigheder er repræsentantskabsmøder og
Pensionist Idræts bestyrelse.
II Organisationstilknytning
§ 4 Pensionist Idræt er medlem af Danmarks Gymnastik Forbund og
Danmarks Idræts-Forbund.
III Medlemskab m.v.
§ 5 Det skal tilstræbes, at repræsentantskabet tæller personer
for eller med direkte kendskab til aldringens problemer. Endvidere bør repræsentantskabet have repræsentanter fra de
bidragydende kommuner eller organisationer samt fra lærestaben og
personer, der har eller som deltager i undervisningen. Danmarks Gymnastik Forbund udpeger en repræsentant til
repræsentantskabet.
§ 6 Såvel bestyrelsens som repræsentantskabets medlemmer kan
stille forslag om nye repræsentantskabsmedlemmer. Sådanne forslag
skal godkendes på førstkommende repræsentantskabsmøde.
§ 7 Enhver ældre pensionist fra de bidragydende kommuner kan
deltage i aktiviteterne, og betaler i aktivitetsperioden et
kontingent. Bestyrelsen har ret til at udelukke en deltager, såfremt
pågældendes adfærd er til gene for undervisningen.
§ 8 Som gymnastiklærere kan kun antages personer, der er
udgået fra anerkendte gymnastikinstitutter. Svømmelærere skal
årligt bestå bassinprøve.
IV Kontingent
§ 9 Kontingent for deltagelse i aktiviteterne fastsættes af
bestyrelsen i forbindelse med opstillingen af budgettet, men skal
godkendes af de social- og sundhedsforvaltninger, der yder støtte til
virksomheden i henhold til gældende lovgivning.
V Pensionist Idræts styrelsesform m.m.
§ 10 Det årlige repræsentantskabsmøde, der er institutionens
højeste myndighed, afholdes hvert år i april måned, og indkaldes med
mindst fire ugers varsel ved almindeligt brev.
§ 11 Ekstraordinære repræsentantskabsmøder indkaldes af
bestyrelsen med mindst 8 dages varsel ved almindeligt brev eller telefon
med angivelse af dagsorden, når bestyrelsen finder det fornødent,
endvidere når mindst 2/3 af repræsentantskabets medlemmer forlanger
dette. Bestyrelsen er pligtig til at indkalde til ekstraordinært
repræsentantskabsmøde senest 14 dage efter skriftlig anmodning med
motiveret dagsorden er formanden i hænde.
§ 12 Repræsentantskabet skal bestå af mindst 12 personer, der
indstilles og godkendes i henhold til § 4 og 5.
§ 13 Beslutning træffes ved simpelt flertal, dog kræves 2/3 af de
afgivne stemmer til vedtagelsen af nye vedtægter og
vedtægtsændringer. Ved stemmelighed er forslaget forkastet. Stemmeret
har ethvert fremmødt medlem af repræsentantskabet. Der kan ikke
stemmes ved fuldmagt.
§ 14 Dagsorden for det årlige repræsentantskabsmøde skal omfatte:
a) Bestyrelsens beretning og institutionens virksomhed i det
forløbne år.
b) Fremlæggelse af det af bestyrelsen og socialmyndighed godkendte
reviderede regnskab.
c) Bestyrelsens plan for virksomheden i det kommende år, eventuelt
med støtte fra særlige nedsatte udvalg.
d) Indkomne forslag.
e) Valg af bestyrelsesmedlemmer.
f) Eventuelt.
Forslag, der ønskes behandlet på det årlige
repræsentantskabsmøde, skal være formanden i hænde senest 14 dage
før mødet.
§ 15 På det årlige repræsentantskabsmøde vælger
repræsentantskabet en bestyrelse på 5 medlemmer. Valgperioden er 2
år, således at der hvert år afgår skiftevis 2 og 3 medlemmer.
§ 16 Regnskabsperioden er et år og følger finansåret.
VI Bestyrelse
§ 17 Den valgte bestyrelse har den overordnede ledelse af
institutionens anliggender under ansvar for repræsentantskabsmøderne
og de offentlige myndigheder.
Bestyrelsen, der ikke må modtage løn, kan ansætte den fornødne
medhjælp.
Bestyrelsen konstituerer sig selv, og den daglige ledelse er hos
formanden.
Institutionen tegnes af formand og kasserer i forening.
§ 18 Bestyrelsen skal drage omsorg for, at regnskabet opgøres i
overensstemmelse med god bogføringsskik, og det af bestyrelsen
godkendte regnskab, som opdeles efter de kommunalområder, hvor
Pensionist Idræt har aktiviteter, skal revideres af en
statsautoriseret/registreret revisor.
Budget og regnskab fremsendes efter de af kommunernes social- og
sundhedsforvaltningers fastsatte tidsfrister til godkendelse.
VII Pensionist Idræts opløsning
§ 19 Den selvejende institution Pensionist Idræts opløsning kan
kun vedtages på et repræsentantskabsmøde med ¾ majoritet af de
afgivne stemmer, dog kan et antal medlemmer svarende til en bestyrelse
kræve institutionen opretholdt.
§ 20 Ved Pensionist Idræts eventuelle opløsning skal resterende
midler forholdsmæssigt fordeles mellem de bevilgende kommuners social-
og sundhedsforvaltninger til brug for omsorgsarbejde for pensionister.
Vedtaget på repræsentantskabsmødet d. 25.april 2006.
|